Tarte flambée

Denne ret blev anbefalet af en tidligere kollega. Jeg blev overrasket over HVOR GODT det smagte med disse få ingredienser. Virkelig velsmagende…..jeg vil hellere have en Tarte flambée end en pizza (og jeg elsker pizza!). Dejen er bagt uden gær, og ligger ikke så tungt i maven, da den skal være helt tynd og sprød. – og så er det en anderledes men frisk smag med creme fraiche i stedet for tomatsovs som base.

Retten kan bruges både som frokostret, aftensmad eller som snacks til en god øl eller drink inden middagen. Som snacks vil jeg sige at denne opskrift er til 8 personer. Som frokost (4) eller aftensmad (2-3) hvis man spiser noget tilbehør. For eksempel en salat med bagte rødbeder og kartofler.

Ingredienser

”Fyld”
Ca. 5 dl. Fed creme fraiche
1 stort rødløg
Kapers
Salt/peber

Eller/og:
Revet ost
Bacon
Revet muskatnød
Salt, peber

Dej:
250 gr hvedemel
0,5 tsk salt
150 ml tempereret vand
2 spsk solsikke olie

Eventuelt en salat med bagte rødbeder og kartofler, eller en frisk sommersalat med bær og æble.

Tilberedning

Forvarm ovnen til 230 grader. Bland mel og salt i en skål. Tilsæt vand og olie og bland det godt til det er en sammenhængende dej.

Ælt dejen godt på et melstrøet bord. Rul dejen ud til 2 tynde rektangler. Mål cirka 25×28 cm. Læg de rullede dejstykker på bagepapir på to plader. Fordel creme fraichen på begge.

FYLD 1:
tynde skiver af løg fordeles på dejen og ligeledes kapers. Friskkværnet peber og salt drysses over.

FYLD 2:
Steg et par gode skiver bacon, og lad dryppe af på et stykke køkkenrulle. Tilsæt en god portion fintrevet ost, læg baconskiverne på. Slut af med slt og peber og friskrevet muskatnød (du skal ikke være nærig med muskatten).

”Tarterne” bages i ovnen 10-12 minutter – indtil de er sprøde.

Måske kan dette også friste...