Andebryst med spicy havtorn og appelsinsauce

Da jeg så denne opskrift på TV i programmet ”Rick Stein’s Cornwall”, var min umiddelbare tanke, at det skulle prøves. Men alligevel var det en meget anderledes måde at servere and på, end jeg er vant til. Alene farverne får mundvandet til at løbe. Man begynder at spise inden man har sat tænderne i den første bid.

Utroligt aromatisk, krydret, velsmagende og anderledes. Jeg sværger jeg hørte engle synge da jeg tog den første bid.

Hvis du vælger at lave saucen til grøntsager som en vegetarisk ret, vil jeg anbefale at servere ris til og nogle umami-ingredienser som for eksempel masser af svitsede svampe. Saucen er meget aromatisk og kraftig i smagen, så der skal være noget der kan give et modspil i tilbehøret.

Faktisk, tror jeg at saucen vil kunne spises til al slags kød – også til svinekoteletter, mørbrad eller kylling.

TIP: I opskriften er der oprindeligt brugt frisk citrongræs, men jeg lavede retten med revet citronskal fra en usprøjtet citron. Fiskesaucen ”nam pla” erstattede jeg med en fiskesauce som kan købes i ethvert supermarked.
Antal personer: 2

Ingredienser

1-2 andebryster (cirka 300-400 gram ialt)
Solsikkeolie til stegning
100 g havtorn (kan sagtens bruge dem fra frysedisken)
5 dl. Friskpresset appelsin (eller en juice af tilsvarende kvalitet)
5 cm frisk ingefær
1-2 store fed hvidløg
1 stang citrongræs (ELLER revet skal af 1 usprøjtet citron)
2 forårsløg (du skal bruge både den hvide og grønne del)
1 rød chili
2 stjerneanis
1-2 spsk fiskesauce
Cirka 2 spsk sukker
Salt og peber

Tilbehør: Ris, brød (evt. naan-brød) eller lynstegte grøntsager.

Tilberedning

  1. Skær andefestet i krydsmønster med små felter . Krydr andebryst med salt og peber. Steg andebrystet, først med fedt siden nedad i cirka 4-5 minutter – eller indtil noget af fedtet er smeltet og overfladen er let brun.
  2. Vend andebryst og steg i 2-3 minutter på den anden side. Tages af panden og hvile i 5-10 minutter.
  3. I en gryde eller pande: kog havtorn og appelsinsaft i cirka 6 minutter. Hældes igennem en si. Sættes til side.
  4. På en dyb pande, steg finthakket: ingefær hvidløg, citrongræs (eller fintrevet citronskal), den hvide del af forårsløg, chili og stjerneanis. Tilsæt havtorn/appelsinsaften.
  5. Koges indtil saften er kraftigt reduceret og begynder at blive mere ”samlet” og cremet. Til sidst tilsættes fiskesauce og sukker og saucen smages til.
  6. Skær andebryst i skiver og tilsæt i saucen så alle skiverne bliver vendt heri.
  7. Server med dit valgte tilbehør. Tilsæt ved servering den grønne del af forårsløg skåret i fine skiver.

Måske kan dette også friste...