Sunde grødboller med masser af frø og kerner
Lækre, sunde og nærende boller til morgen, frokost eller madbrød til en gang salat eller suppe. Du kan blande og mikse dejen sammen og lade den stå til dagen efter. Man skal lige finde håndelaget ved formning af bollerne, men det gør ikke noget at de ser lidt rustikke ud. De er bløde, nærende og supernemme at slå sammen. Antal: 10-12 stk.
Ingredienser
Grød:
80 gr havregryn
40 gr chiafrø
40 gr hørfrø
40 gr solsikkekerner
0,5 liter vand
Boller:
590 gr grød
25 gr gær
50 gr neutral olie (solsikke, vindruekerne)
40 gr sukker
10 gr salt
Ca. 300 gr hvedemel
Tilberedning
Kog en grød med vand, hørfrø, chiafrø, solsikkekerner og havregryn. Kog grøden op i cirka 2 minutter. Sæt grøden til afkøling.
Rør alle ingredienser sammen med grøden i en røremaskine i 8-10 minutter. Blandingen kan også røres og æltes sammen ved håndkraft, men så skal der lægges mange kræfter og ekstra tid ind til æltningen.
Dæk dejen til i en skål og lad den hæve køligt i minimum 6 timer – gerne natten over. Sørg for at der er rigeligt plads i skålen, da dejen hæver til mere end dobbelt størrelse.
Form bollerne – jeg har brugt cirka en deciliter pr. bolle. Form dem eventuelt med to skeer. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir.
Bollerne bages i midten af ovnen (forvarmet) ved 220 grader (varmluft 200 grader) i ca. 10-15 minutter.