”De svenske kanelsnegle” – nogle mener at netop disse er norske. Dejen drejes på samme måde, uanset om de er svenske eller norske. Der findes mange forskellige opskrifter på kanelsnurrer. Disse er lidt mere tidskrævende, men smagen er fantastisk.
Vi elsker søde sager, kager og kanel. De danske kanelsnegle er med enten gærdej eller wienerbrødsdej. Men de svenske kanelgifler (fra Pågen!) er efterhånden en ligeså stor del af det kagehungrende danske folk som den berømte citronmåne. Denne opskrift er med en gærdej – de svenske kanelsnurrer med kardemomme. Ligeså delikate som de danske kanelsnegle, men idet de bliver drejet, kommer den dejlige sukkermasse rundt på alle flader af dejen 😉
Antal: 26 stk (hvis de skal være ekstra store: 16 stk.)
Ingredienser
5 dl kold sødmælk
50 gr gær
1 stort æg
1 kg hvedemel
150 gr sukker
15 gr havsalt
12 gr stødt kardemomme
150 gr smør
FYLD
125 gr blødt smør
125 gr sukker
2 spsk stødt kanel
ca. 75 gr revet marcipan (kan udelades)
1 sammenpisket æg til pensling
Perlesukker eller ”strø-rørsukker”
Tilberedning
Hæld kold mælk i en skål, og rør gæren ud. Tilsæt æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme. Ælt dejen til den er helt glat og blank og slipper skålen (ælt rigeligt – hellere for meget end for lidt). Det kan tage cirka 20 minutter – det anbefales at bruge en røremaskine hvis du har sådan en. Ellers er det bare god træning imens der bages 😉
Skær smøret i små tern og kom dem i dejen. Der skal nu æltes i yderligere 20 minutter, til den er blank og glat. Lad dejen hvile lunt i 1,5 time med et klæde over.
Vend dejen ud på et meldrysset bord. Rul den ud til et rektangel på cirka 40 cm bredt og 50 cm langt. Smør smørret ud på dejen, og strø sukker og kanel jævnt udover – gnid det ind i smørret med hænderne så det bliver jævnt fordelt. Riv ligeledes marcipan udover hele fladen.
Fold en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold den anden tredjedel indover den første. Du har dermed 3 lag dej. Rul nu forsigtigt dejen ud, så den er 30 cm bred og 50-60 cm lang. Skær den i 26 strimler (eller færre, hvis de skal være meget store). Sno hver strimmel ved at tage fat i hver ende, og drej modsat, så den får 5-6 snoninger. Tryk ikke for hårdt, så du klemmer remoncen ud.
Tag den snoede dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den to gange om to fingre. Træk snippen ind mellem ”dejhullet” imens du ”trækker fingrene til dig”. Sæt bollerne på et par bageplader med bagepapir. Lad bollerne hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse i cirka 2 timer.
Pensl bollerne med sammenpisket æg, drys med lidt sukker, og bag dem ved 200 grader i cirka 12-14 minutter. Bollerne afkøles på en bagerist.
TIP: Hvis du ikke har mod på at give dig i kast med ”drejningen”, kan de formes som almindelige kanelsnegle. Søg eventuelt på Google efter ”hvordan drejer man kanelsnurrer” – så kommer der masser af videoer op (ofte hele opskrifter), men der kan spoles hen til der hvor der drejes.
FOTOS: Mia C. Haveadanish.com