Romkugler de luxe….efter et besøg i Torvehallerne i København, hvor jeg smagte den mest fantastiske romkugle (til 25 kr/stk), måtte jeg bare finde en opskrift der mindede om smagen, så jeg kunne dele oplevelsen med alle omkring mig. Jeg gik på jagt, og fandt et par opskrifter som jeg har kombineret. Jeg synes selv jeg er kommet ret tæt på smagen af de “originale”, som iøvrigt var alle pengene værd! Dette er en luksus romkugle med masser af chokolade, og ingen tørre kagerester (selvom de nu også godt kan bruges – men så spædes op med lidt mere syltetøj og smeltet chokolade). Denne opskrift er til 12-16. stk. mellemstore romkugler.
Ingredienser
400 gr kagerester (jeg købte en færdig chokoladekage fra bageren i Kvickly, men gem gerne en kagerest i fryseren, hvis du har noget tilovers fra en bradepandekage)
4 spsk marmelade (jeg har brugt en blanding af hindbær/rabarber)
1 tsk. Vanillesukker
2 store spsk kakao
2-3 spsk romessens
100 gr smeltet chokolade
( og xtra til at rulle kuglerne i –omkring 100 gr)
1 spsk fløde
en pose kokosmel
Ingredienser til lime-crumble
150 gr digestive-kiks
Revet skal fra 2 lime (øko, men hvis du
ikke kan finde usprøjtede limefrugter, kan den revne skal
udelades)
saften fra 1 lime
ca. 40 gr smeltet smør
Tilberedning
Start med at tilberede crumble og kokos, så det kan køle lidt af. Kokos ristes på en varm pande – sørg for at vende det hele tiden, så det ikke brænder på. Lægges til afkøling på bagepapir.
Crumble: Kiks blendes, og det smeltede smør røres rundt i kiksene. Tilsæt limesaft til blandingen, og rør grundigt rundt, indtil det ”sætter sig”. Bredes ud på bagepapir.
Romkugler: Kageresterne/kagen blendes/smuldres. Kom kagen over i en skål, og tilsæt marmelade, vanillesukker, kakao og romessens. Rør grundigt. Hak chokoladen og smelt den over vandbad. Tilsæt den smeltede chokolade i dejen sammen med fløden, og rør grundigt rundt. Stil dejen på køl, indtil du har smeltet endnu en omgang chokolade, som kuglerne skal vendes i.
Form dejen til kugler, og vend dem i smeltet chokolade og derefter i drys – enten ristet kokos eller lime-crumble.
TIP:
Lad fantasien få frit løb med din crumble, du kan også bruge ristede, hakkede pistacienødder, cashewnødder, eller prøv at tilsætte appelsinsaft til din kikse-crumble.