Jeg elsker varme hveder – med smør der smelter og en god skive ost, eller bare med lidt syltetøj! Men hvorfor spiser vi de varme hveder? Hvor stammer skikken fra?

Én stor bededag

Store Bededag stammer fra en forordning, som blev udstedt 27. marts 1686. Dagens formelle navn var “ekstraordinær, almindelig bededag”, og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. Dagen var én af i alt 3 faste- og bededage, som blev indført takket være Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693.

Hans Baggers bededage blev indført i løbet de første to år, han fungerede som biskop, men det var kun den midterste af dem, som blev lovfæstet gennem den kongelige forordning. Bededagen skulle erstatte de tre bededage, som fandtes på dette tidspunkt.

Store Bededag startede allerede aftenen før. Klokken 18 skulle der ringes med kirkens største klokke, og så skulle “boder, kældre og kroer” som solgte drikkevarer lukke. Næste dag skulle alle komme i kirke – i ordentlig tid og ædru.

Man skulle faste, indtil alle gudstjenester var overstået, og afholde sig fra arbejde, spil, leg og anden “verdslig forfængelighed”.

Varme Hveder

At spise varme hveder aftenen før Store Bededag er en skik, som har været kendt siden midten af 1800-tallet. Skikken kan godt være ældre. Dengang var hvedebrød en særligt fin spise, som var forbeholdt festdage og specielle lejligheder.

Store Bededag var en dag, hvor man ikke måtte arbejde før gudstjenesterne var overstået. Det gjaldt naturligvis også for bageren, der ikke kunne bage i de tidlige morgentimer. Derfor blev der bagt hvedeknopper aftenen før.

Så kunne man købe dem om aftenen, og skære dem over, varme dem og spise dem næste dag. Hver knop gav to tvebakker eller “hveder”. Men i stedet blev skikken, at man spiste de friskbagte, sprøde – og måske endda lune – hveder samme aften, som de var blevet købt.

Kilde: Nationalmuseet (natmus.dk)