Premiere på Madens Folkemøde

Gode initiativer og godtfolk samledes om vores madkultur på madens Folkemøde 2019 på Engestofte Gods på Lolland 10.-11. maj.

Masser af oplevelser for alle

Workshops for børn, unge og voksne. Præsentation af produkter og holdninger til vores fødevarer og madkultur. Masser af debatter om kvaliteten af vores fødevarer, fremtidens ernæring, mad som medicin, sundhed, brændende ildsjæle der præsenterede deres egne holdninger og kvalitetsprodukter – politiske partier og københavns universitet – var bare nogle af de ting der kunne opleves på Madens Folkemøde. Der var såmen også en stand hvor man kunne få smag for sagen – hvad er UMAMI?

Herrens veje – om mad og religion. Spændende og underholdende debat anført af Adam Price. Med blandt andre Thure Lindhardt, Simon Juul og Thomas Rode. Masser af forskellige synspunkter på sundhed og hvordan vi bør ernære os selv.

Tankevækkende holdninger

Holdninger og smag blev vendt og drejet, og det var lige før man fik lyst til at gå hjem og dyrke jorden. Inspirationen fik frit løb, og det var spændende at opleve den samhørighed og stemning der var på stedet. Vores vaner og kvaliteten af vores fødevarer var til debat. Ligeledes- blandt meget andet – hvordan vores fremtid ser ud med henblik på fødevarekilder. Hvis vi skal spise mindre kød, hvilke alternativer kan man så forestille sig som ernæringskilde udover det der kommer fra jorden?


På Madens Folkemøde kom der mange forskellige udsagn fra fagfolk – Fra læge Charlotte Bøving til ”Bonderøven”, præster, madanmeldere og slagtere og avlere var med i debatterne. Der var debatter for enhver interesse indenfor vores madkultur, fødevarer, og vores måde at være sammen omkring måltidet. Vores holdninger til vores ernæring og fødekilder.


Festmiddag fredag aften

I Folkemødets ånd, var der fredag aften festmiddag, hvor vi samledes omkring langborde i Laden på Engestofte Gods. Hele ideen med middagen var, at man skulle samles om måltidet og være nærværende med dem man delte måltidet med. Det lykkedes arrangørerne på fantastisk vis, at frembringe den rette stemning blandt flere hundrede gæster. Alle (kendte som ukendte, høj som lav) satte sig ved bordene hvor der var plads – der var ingen faste pladser eller VIP-borde. En god stemning blandt arrangører med en varm velkomst fra Claus Meyer, en ikke religiøs bordbøn fra biskop for Lolland-Falster stift, Marianne Gaarden og senere (efter et par gode glas) recitering af en tekst fra Knud Romer. En vidunderligt mættende aften med glade mennesker, god stemning og gode råvarer på tallerkenen tilberedt af Oreby Kro, Rønnede Kro, Mejerigaarden og Hotel Saxkjøbing.

Hvis man ville deltage begge dage, kunne man leje en teltplads, men der var også sørget for shuttlebusser til Maribo, Sakskøbing og Nykøbing Falster station. Der var masser af gode oplevelser – også hvis man bare kom forbi et par timer. Entréprisen var endnu et plus: 50 kroner – men så var man også sikret billet til begge dage. Mange kom langvejs fra i det ganske danske land, og overnattede i enten telte, B&B eller på hotel.

PÅ GENSYN I 2020

Madens Folkemøde var et vellykket, inspirerende, tankevækkende event. Hvis du ikke var tilstede, sidder du måske med en ærgrelse? Så kan jeg berolige dig og berette, at Madens Folkemøde allerede har meldt ud, at det vender tilbage til næste år. Jeg skal i hvert fald med igen – ses vi?

Måske kan dette også friste...