Maltet sommertrifli med fersken

Jeg fik en idé…i disse tider, må man også kunne lave en lækker trifli af det man nu har liggende. Hvad med det daggamle rugbrød? Hvorfor bruger man altid makroner? Vel fordi det er sødt og smager godt, men den maltede smag fra rugbrødet og en håndfuld nødder af hvad man nu har, giver et helt andet pift til den altid varierede trifli. Og en gang råcreme smager godt til hvad som helst 🙂

En maltet lækkerbisken til alle årstider.

3-4 portioner
(Til den anretning jeg har lavet er der til 3 portioner).

Ingredienser

Rugbrødssmulder:
2 skiver daggammelt rugbrød
4 spsk farin
4 spsk smør
1 stor håndfuld hasselnødder (eller blandet af hvad du nu har)
1 nip salt

Fyld:
250 gr mango i tern (kan købes på frost)
4 ferskener eller nektariner. Til nød kan der også bruges dåsefrugt.
Lidt vanillesukker
Kan sødes yderligere efter behov. Jeg har sødet med agavesirup.

Råcreme:
2,5 dl piskefløde
1,5-2 æggeblommer
1 tsk. Vanillesukker
2 spsk sukker

Tilberedning:

Rugbrødssmulder:
Tænd din ovn på 180 grader. Kom alle ingredienserne, bortset fra smør, ned i en foodprocessor og blend til det har en “crumble”-agtig struktur. Fordel blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Fordel smør hist og her på blandingen. Kom smulderet i ovnen og bag cirka 25 min til den er sprød og lækker. Husk at holde øje med den, og rod et par gange rundt i den undervejs. Lad den køle af og kom den på glas.

Frugtfyld:
Det kan stort set være hvad som helst, men her har jeg valgt en blanding af fersken og mango. Fjern sten og skræl fra de friske frugter, og skær dem i tern. Alle ingredienser blendes sammen og smages til.

Råcreme:
Pisk fløden til flødeskum. Pisk æggeblommer, sukker og vanillesukker hvidt og rør det derefter sammen med flødeskummet.

Læg lagvis i et glas, i følgende rækkefølge:
Rugbrødssmulder – frugtfyld – råcreme. Afslut med råcreme.

Mums! Velbekomme!

TIP:

Pynt evt. med friske hindbær eller skiver af fersken.

Du kan også lave en ”smulder” af dine yndlingssmåkager som bliver blendet eller knust, hvis du foretrækker noget andet. Men sørg for at der er en forholdsvis kraftig smag. Hvis man udelukkende bruger makroner som bund, bliver det efter min mening en lidt kedelig dessert/snack.

Måske kan dette også friste...